Jeg er træt af regeringens selvudnævnte spåkone, Ralf Pittelkow. I stedet for at kommentere den politiske udvikling, forsøger han ihærdigt at påvirke den. Hans seneste spådom om et ledelsesopgør i Socialdemokratiet er ren ønsketænkning fra Velfærdsministerens mand. Han vælger nemlig at overse tre væsentlige forhold i analysen.
Det første forhold er, at kritikken af partiets strategi ikke er møntet direkte på Helle Thorning-Schmidt – tvært imod. Og den er ikke funderet i en fløj, men kommer i høj grad fra Helles eget bagland, som stadig bakker 100 % op om formanden. Det andet forhold er, at der ikke er en kandidat til posten, Mette Frederiksen mangler stadig erfaring, og det er yderst tvivlsom, om hun overhovedet har lyst til at stille op. Pittelkows analyse forudsætter desuden, at vi socialdemokrater ikke har lært af fortiden – men det har vi, og det er det tredje forhold. Vi ved godt, at endnu et formandsopgør vil sende os endnu længere ned i meningsmålingerne og lægge endnu større afstand til regeringsmagten. Det er derfor højst usandsynligt, at Helle Thorning-Schmidt vil blive væltet inden næste valg. Vi ønsker ikke at ende som de konservative. S-ledelsen har også lært af fortiden, og med hjælp fra Helles nye rådgiver, Noa Reddington, er Helle og den øvrige ledelse ved at indse, at logikken: Hvis man indrømmer en fejl har man begået to, ikke holder i længden.
Jeg forudser, at der inden længe vil komme en håndsrækning – ikke til Ritt, men til baglandet. Ledelsen vil signalere åbenhed, lytte til baglandet og arbejde videre med den socialdemokratiske vision, og så vil krisen være afværget. Pittelkow må altså se langt i krystalkugler efter sit ønskescenarium med en fuldstændigt amputeret opposition og frit spil for hans elskede regering.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
4 kommentarer:
Så kom håndsrækningen fra partiledelsen: http://politiken.dk/politik/article463681.ece
Og Pittelkows analyse ligger derfor allerede i papirkurven. Jeg fatter simpelthen ikke, at den mand fortsat kan være politisk kommentator.
I Rusland bruger man et udtryk der hedder "den gode zar og de onde prinser", og det betyder at man egentlig anser en leder for at være god nok og have hjertet på rette sted, men at lederens tætteste allierede er problemet. Mine oplevelser med det socialdemokratiske bagland siger mig, at det netop er den tolkning der er ved at brede sig. Altså, at ledelsesstilen, personificeret i Henrik Sass og Carsten Hansen, får skylden får problemerne, men at Helle Thorning går fri. Det er den ene grund til, at du har ret i at der ikke er at formandsopgør på vej. Den anden grund er, at der ikke er nogen der realistisk set kan tage over, uden at splitte partiet. Tænk nu, hvis Mette Frederiksen, Antorini, Orla Hav, Bødskov... Nej, vel? Helle får en chance til ved næste valg.
Men så er det altså også hendes sidste chance! Hvis vi får endnu et historisk nederlag, så må hendes rolle ændres. Ikke at hun nødvendigvis ikke kan fortsætte som formand, men der skal i hvert fald en anden statsministerkandidat i spil, og også en fornyelse af holdet bag hende.
Jeg tror, at Helle Thornings bedste chance er, at spille rollen som "den gode zarina", at knytte bånd til hele det socialdemokratiske bagland, at prioritere arbejdet med partiforeninger og gademøder. Hvis hun kan skabe stærke personlige loyalitetsbånd mellem hende og medlemmerne, ja så er mulighed for at skabe lidt tro på Socialdemokratiets politik. Og tro på egen politik, er den første forudsætning for at overbevise andre om nødvendigheden af den.
Kære Dina...
Og du fik ret:
"Ledelsen vil signalere åbenhed, lytte til baglandet og arbejde videre med den socialdemokratiske vision, og så vil krisen være afværget."
Spot on! Og heldigvis for det..
Super gode blog indæg- glæder mig til at læse mere!
Der rejser sig et folkekrav om flere indlæg herpå bloggen!
:-)
Send en kommentar