Skal de værdier som præger industriel produktion overføres til den offentlige sektor?
Mange på centrum-venstrefløjen vil pr. refleks svare nej til det spørgsmål, ikke desto mindre bidrog SR-regeringen i høj grad til dette frem til 2001 og den nuværende regering har fortsat industrialiseringen af omsorgssektoren. Jeg opfatter mig selv som en moderne socialdemokrat, så jeg vil gerne bevæge mig ud over min egen rygmarvsreaktion og se pragmatisk på spørgsmålet. Jeg er med på, at hvis vi kan forbedre kvaliteten og effektiviteten ved at bruge værktøjer fra den private sektor - så skal vi gøre det. Men vi er samtidigt forpligtede til at undersøge, om vores geniale ideer fra 90'erne har den ønskede effekt, eller om de har skabt nye problemer, som vi er nødt til at løse.
Iveren efter at øge effektiviteten i omsorgssektoren har igennem de seneste mange år givet Sosu- hjælpere, assistenter og sygeplejersker et sandt styrt-bad i styringsinstrumenter og krav. Et sammensurium af økonomiske incitamenter, produktivitetskrav, resultat- måling og styring samt kvalitetsstandarder har industrialiseret omsorgen (næsten) til ukendelighed. Det er min tese, at omsorgssektoren har langt større problemer i vente, end den umiddelbare mangel på hænder. Den hurtige løsning på sidstnævnte problem, er at give disse grupper et generelt lønløft. Men det nytter som bekendt ikke at sætte et plaster på et åbent benbrud – der er behov for et helt nyt syn på omsorgsarbejdet, hvis vi vil bevare omsorgen i omsorgssektoren. Der er ingen tvivl om, at en højere løn til disse grupper er både tiltrængt og nødvendigt, men selv med et lønløft vil sektoren stadig ikke kunne konkurrere med de private lønninger, så den offentlige sektor må altså kunne tilbyde noget andet, hvis den skal tiltrække arbejdskraft.
Hvorfor vælger man at tage en uddannelse og arbejde indenfor omsorgssektoren? Det gør man, fordi man gerne vil hjælpe andre mennesker. En undersøgelse af hvad der motiverer hjemmehjælpere viser, at omkring 80 % motiveres af at hjælpe den ældre og kun 14 % motiveres af deres løn. Andre undersøgelser viser, at omsorgsmedarbejdere arbejder mere end de får løn for. Altså når hjemmehjælperen er ude hos Fru Jensen, så yder han/hun en langt bedre service, end den Fru Jensen har krav på, fordi han/hun tager udgangspunkt i den ældres behov, og ikke som mange af styringsinstrumenterne foreskriver – at yde en ens indsats med høj produktivitet. Det er denne indsats – hvor man fx tager en kop kaffe og en snak med Fru Jensen fordi hun er ensom eller vasker hendes køleskab på bekostning af gulv vask – som regeringen mfl. tilsyneladende tror de kan konverterer til større effektivitet. Det kan man ikke. Effektivitet betyder jo, at man øger produktiviteten uden at reducere kvaliteten. Men kvaliteten for den ældre er jo netop, at pleje og omsorg følges ad, og at der tages udgangspunkt i det aktuelle behov. Når man tvinger hjemmehjælperen til at yde en ensartet pleje uden mulighed for at tage udgangspunkt i det aktuelle behov og uden tid og rum til omsorg, vil hjemmehjælperen miste det der oprindeligt motiverede i arbejdet – at hjælpe den ældre. Det kan have alvorlige konsekvenser. Hjemmehjælperen siger op, fordi hans/hendes engagement ikke anerkendes, og fordi jobbet ligner mere samlebåndsarbejde end omsorg – og det betales altså langt bedre på en privat virksomhed. Eller hjemmehjælperen bliver i jobbet, men opgiver at yde reel omsorg og derfor forsvinder den ekstra indsats også. Den manglende anerkendelse vil medføre en arbejdskultur, hvor det handler om at yde så lidt som muligt, og medmenneskeligheden forsvinder, som vi har set flere eksempler på i medierne fx Fælledgården. Dette vil øge behovet for styring og kontrol, hvilket medfører flere omkostninger. Det er derfor meget tvivlsomt, om man på længere sigt vil få den øgede produktivitet, som man fra politisk side ønsker.
Der er ingen tvivl om, at styring er nødvendig, hvis man vil sikre effektiviteten, men det er vigtigt, at styringsinstrumenterne ikke skader motivationen hos medarbejderne. Man kan godt anvende resultatmål, som er rettet mod de målbare mål eller indfører minimumsstandarder for plejen, hvis disse anerkendes som væsentlige af hjemmehjælpere og ledere. Det vigtigste er, at de bidrager at ”at møde borgerens aktuelle og reelle behov på en effektiv måde”. Hjælpen kan udføres mere effektivt, hvis det aktuelle og reelle behov i højere grad bliver afklaret af den enkelte hjemmehjælper sammen med Fru Jensen. Hermed kan hjemmehjælperen udfører sit arbejde, hvor der er behov i stedet for efter rigide tidsafgrænsninger. Man kan indføre minimumsstandarder og mål for, hvor mange opgaver hjemmehjælperen skal løse på en dag. Der vil således være større frihed til at disponerer tiden samtidigt med, at produktiviteten fastholdes. Samtidigt skal omsorgsdelen af arbejdet understøttes og anerkendes af forvaltningsniveauet, det politiske niveau og gennem uddannelserne.
Rygmarvsreaktion eller ej, så virker styringsinstrumenter forskelligt forskellige steder og kan derfor ikke overføres direkte fra den private til den offentlige sektor. Der følger nemlig værdier med, som ikke er hensigtsmæssige. Værdierne i omsorgssektoren er netop det, der gør det umulige muligt - at yde en effektiv service af høj kvalitet - selvom lønnen ikke er konkurrencedygtig.
